Klubtraditioner

Hvalsø OK har tradition for at arrangere og deltage i en række af orienteringsløb og ture. Som medlem af klubben får du via e-mail tilsendt information om alle nedennævnte arrangementer.

Ugentlige træningsløb

I foråret og efteråret arrangerer klubben ugentlige træningsløb for klubbens medlemmer i Storskoven.

Juleløb

Op til jul arrangerer vi et orienteringsløb med efterfølgende spisning og hygge i klubhuset. Som ny kan det være rart at vide, at dette orienteringsløb ikke er almindelige orienteringsløb. Kortene kan være sammensat af forskellige typer kort, og bakker er måske pludselig tegnet som søer på kortet! Ofte har der undervejs været indlagt spørgsmål, hvis svar har indgået i pointberegningen eller bestemt hvilken post som efterfølgende skulle besøges. Ved væskedepotet undervejs i løbet gøres som regel lidt længere holdt end normalt, da klubmedlemmerne mødes og nyder en kold øl eller sodavand. Selv om løbene er specielle, kan du sagtens deltage som ny orienteringsløber, for vi sørger for, at der også er en let bane.

Klubture

Mindst en gang om året arrangerer vi en klubtur. Mange gange har vi været en weekend i Sverige i efteråret og prøvet kræfter med de større og noget anderledes svenske skove. På sådan en tur løber vi mindst 2 orienteringsløb, og om aftenen hygger vi os over rødvinen med at sammenligne løbetider og diskutere vejvalg. Klubben har også ofte deltaget i løb i Jylland, såsom Påskeløbene.

Orienteringsløb arrangeret af andre

Herudover er der mulighed for at deltage i en masse orienteringsløb, som andre har arrangeret. Hvalsø OK har tradition for at deltage i vintertræningsturneringen, divisionsturneringen, Roskilde 3-dages i august og pinseløb i Vesterlyng.