Hjem > Ny i klubben > Udstyr

Udstyr

Som ny orienteringsløber behøver du ikke at investere en formue i nyt udstyr. Det er fint at løbe i noget gammelt løbetøj. I starten vil du fortrinsvis færdes på store og små stier. Efterhånden, som du bliver mere erfaren, vil du vælge at løbe tværs igennem skoven. Dit løbetøj vil derfor højst sandsynligt blive revet hist og her. Der er derfor ingen grund til at købe nyt og dyrt. Da turen sommetider går gennem brændenælder og brombærkrat er det rarest at løbe i lange bukser. Hvis du bliver bidt af sporten er det muligt at købe brændenældebukser og benbeskyttere. Let og ikke vandsugende tøj er at foretrække, da orienteringsløb foregår i al slags vejr. Hvis du ønsker det, kan du købe klubbens løbetrøje med vores navn på. 

I starten kan du løbe i almindelige lette løbesko, som kan tåle at blive våde og beskidte. Efterhånden vil du nok foretrække de specielle orienteringssko, som har dupper under, så du bedre står fast i det ujævne terræn.

Et kompas er uundværligt. I starten kan du låne et i klubben. Tal med nogle af de erfarne løbere og prøv både et håndholdt kompas og et tommelfingerkompas, inden du selv køber et.

Ved alle konkurrenceløb og nogle træningsløb bruger vi en elektronisk SPORTident brik til at registrere, hvornår vi har været ved posterne i skoven. Du kan købe din første SPORTident brik igennem klubben til en favorabel pris. Du kan også leje en SPORTident brik ved hvert løb.

Ved de større orienteringsstævner er der ofte en o-sportsforretning til stede, hvor du kan handle orienteringsudstyr. Du kan se o-sportsforretningernes udvalg på deres hjemmesider.