Hvalsø Orienteringsklub > Klubben > Love for Hvalsø Orienteringsklub

Love for Hvalsø Orienteringsklub

  1. Klubbens navn er Hvalsø Orienteringsklub, forkortet Hvalsø OK.
    Dens hjemsted er Lejre kommune.
  2. Klubbens formål er at samle interesserede til at dyrke orienteringssport. Medlemmer kan deltage i arrangementer baseret på løbs-orientering, eller i  arrangementer baseret på mountainbike- orientering.
  3. Klubben er medlem af Dansk Orienteringsforbund (DOF) under Dansk Idrætsforbund (DIF).  Klubben og dens medlemmer er undergivet disse forbunds love og bestemmelser.
  4. Enhver, der ikke er i restance til eller ikke er ekskluderet af klubber under DOF eller DIF,  kan optages som medlem.
  5. Kontingent for aktive og passive medlemmer fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves halvårligt forud.
  6. Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens kasserer. Kontingentrestance, ud over 1 måned fra forfaldsdagen, kan medføre slettelse af medlemslisten. Ingen, der er udelukket på grund af restance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben. Iøvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold taler derfor. Bestyrelsens beslutning kræver et stemmeflertal på 4/5 af bestyrelsens medlemmer.
  7. Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle klubbens anliggender og er beslutningsdygtig uden hensyn til det fremmødte antal medlemmer. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned, og indkaldelse sker skriftligt med mindst 14 dages varsel via E-mail og via opslag på klubbens hjemmeside. Forslag der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være klubbens formand i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle medlemmer over 10 år har stemmeret. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
  8. Dagsordenen ved den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
    1. Valg af dirigent.
    2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
    3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.
    4. Fremlæggelse af budget og planer for det kommende år.
    5. Behandling af evnt. indkomne forslag.
    6. Fastsættelse af kontingent.
    7. Valg af bestyrelse og suppleanter jvf. pkt.11.
    8. Valg af revisor og revisorsuppleant. valget gælder for ét år.
    9. Evnt.
  9. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mere end 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring derom til bestyrelsen. Senest 1 mdr. efter fremsættelsen af ovennævnte begæring skal ekstraordinær generalforsamling afholdes med varsel og indkaldelse som ved ordinær generalforsamling.
  10. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Ifald der ikke er andre medlemmer til stede end bestyrelsen på generalforsamlingen, kan generalforsamlingen vælge dirigenten mellem bestyrelsesmedlemmer. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Skriftlig afstemning foretages, når blot ét stemmeberettiget medlem ønsker det.
  11. Klubbens daglige ledelse forestås af en bestyrelse, der repræsenterer klubben i alle forhold. Dens lovligt vedtagne beslutninger forpligter klubben. Formand og menigt bestyrelsesmedlem vælges ved navn af generalforsamlingen i ulige årstal og sidder for en periode af to år. Kasserer og to menige bestyrelsesmedlemmer vælges ligeledes ved navn af generalforsamlingen i lige årstal, og sidder for en periode af to år. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær. Bestyrelsessuppleanten vælges hvert år, og indtræder ved forfald af et bestyrelsesmedlem i bestyrelsen.
  12. Bestyrelsesmøder afholdes med regelmæssige mellemrum. Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden. Referat af ordinær generalforsamling indlægges på klubbens hjemmeside og rundsendes som E-mail senest 2 mdr. efter generalforsamlingens afholdelse. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede; deriblandt skal enten formand eller næstformand befinde sig. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden i dennes sted. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller dennes stedfortræders stemme afgørende. Sekretæren udfærdiger referat af hvert bestyrelsesmøde. Både dagsorden og referat sendes til suppleanten og formænd for evt. udvalg. Referatet godkendes på næstfølgende bestyrelsesmøde. Suppleanten og eventuelle udvalgsformænd kan deltage i bestyrelsesmøder uden stemmeret.
  13. Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Klubbens økonomi tegnes af formand og kasserer. Kassereren skal aflægge regnskab og status for det forgangne år til revisoren og dokumentere, at beholdning og aktiver er til stede. Revisoren har til enhver tid ret til at efterse regnskab og beholdning/aktiver. Regnskab og status, med evnt. revisorbemærkninger, forelægges generalforsamlingen til godkendelse. Regnskab og status bekendtgøres for medlemmerne på generalforsamlingen.
  14. Forandringer i disse love kan finde sted på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for den pågældende forandring.
  15. Klubbens opløsning kan kun finde sted på en ekstraord. generalforsamling indkaldt med dette for øje. For opløsning kræves et flertal på 3/4 af de afgivne stemmer. I tilfælde af opløsning skal der på generalforsamlingen træffes endelig bestemmelse om, hvorledes klubbens formue og aktiver skal anvendes.

Vedtaget d. 12/2 1987.
Ændret   d.  25/2 1988.
Ændret   d.  27/2 1997.
Ændret   d.    2/3 1999.
Ændret   d.  26/2 2002.
Ændret   d.  25/2 2003.
Ændret   d.  26/2 2008.
Ændret   d.  21/2 2017

Undermenu